4 gode restauranter i Madrid – og det bedste sted med churros! 7. marts 2018 – Kategori: Rejser – Tags: , , , ,

*Artiklen indeholder reklamelinks*

Lou Noire var for nylig på tur til den smukke, spanske hovedstad. Mellem arbejde – og selvfølgelig shopping i de mange spændende butikker – blev der dog også tid til at fornøje sig med det pragtfulde spanske køkken. Lou Noire elsker god mad og dermed også Madrid! Overalt i byen kan du spise godt, og Lou Noire kommer her med en liste over perler, du ikke må misse.

Lokale svampe på El Cisne Azul

Udefra ligner det en billig kebab-snask, men tag ikke fejl! Stedet er en favorit blandt de lokale, og her spiser du også virkelig godt. Specialiteten er svampe, som kommer fra de omkringliggende bjerge, og der er mange slags at vælge imellem og dertil bøf, muslinger og mange andre lækkerier.

Restauranten er virkelig populær, og har du ikke bestilt bord, så kan du i stedet stille dig med front mod restauranten og så gå til højre ned ad bakken. Et par huse derfra ligger nemlig søsterrestauranten, hvor du spiser lige så godt.

Link til Tripadvisor: www.tripadvisor.dk/Restaurant_Review-g187514-d2392471-Reviews-El_cisne_azul-Madrid.html.

Sprøde torske-tapas hos Casa Labra

Den lille taverne er stuvende fuld, og måske bliver du nødt til at vente på at få anvist et bord af de aldrende tjenere. Men ventetiden er det værd, skulle Lou hilse at sige. Her kan du nemlig smage de berømte tajadas de bacalao, små, sprødstegte torskebidder i en himmelsk panering. Bestil også gerne en tallerken manchego og et glas af den velsmagende sherry til.

Link til Casa Labra: www.casalabra.es/en

Noget for enhver smag på Mercado San Antón

Kan I ikke blive enige om, hvor I skal indtage frokosten, så besøg et af byens madmarkeder, for eksempel Mercado San Antón. På førstesalen findes et stort udvalg af lækre madboder, og når I har spist jer mætte, kan I gå på opdagelse i de mange delikatesser i stueetagen.

Link til Tripadvisor: www.tripadvisor.dk/Attraction_Review-g187514-d3181168-Reviews-San_Anton_Market-Madrid.html.

Hvis du er i tvivl – så gå til Calle Cava Baja!

Især i området omkring La Latina vrimler det med gode restauranter og små tapasbarer, og går du ned ad Calle Cava Baja, får du svært ved at vælge! Lou havde heldigvis en lokal ledsager med, der kunne anbefale den hippe tapasbar El Tempranillo. Her smagte hun sortfodsskinke, der smeltede på tungen, mens hun nød synet af den enorme vinreol, der dækkede hele bagvæggen.

Link til Tripadvisor: https://www.tripadvisor.dk/Restaurant_Review-g187514-d990681-Reviews-Tempranillo-Madrid.html.

De bedste churros i Madrid!

Er du ligesom Lou Noire vild med de sprøde spanskrør, så kan det klassiske Chocolatería San Ginés anbefales. Her får du frisklavede churros i smukke omgivelser, som er som taget ud af en gammel film. Stedet har eksisteret siden 1894, og der er ikke ændret meget ved indretningen siden åbningen. Bestil en kop chokolade til, som du kan dyppe i, eller spis dem som de er med en smule sukker.

Link til Chocolatería San Ginés: www.chocolateriasangines.com.

Læs alle de andre tips til gode spisesteder – anbefalet af Lou Noire!

« Lav selv smukke invitationer og festlige bordkort
6 fantastiske brudekjoler i pinup- og vintage-stilen »