Sådan blev Jagten på Drømmemanden til (- eller Hvad Lou Noire ved om dating…)

I morgen udkommer Jagten på Drømmemanden. Lou Noire har delt ud af bogen med rund hånd til sine veninder og elskere, som alle har moret sig kosteligt under læsningen. Flere har dog også undret sig over, hvor Lou har sin store viden om dating fra. Mange ser hende som den uskyldige og endda lidt kedelige bibliotekar, men jeg kan love, at dette ikke er tilfældet.

Selv om det ikke er alt, jeg ved, kommer der dog ofte brudstykker af Lous eskapader op i samtalen når der er tid til at sludre på den lille redaktion. Jeg ved derfor lidt mere om hendes eventyr end de fleste, og med Lous tilladelse bringer jeg denne lille fortælling om, hvordan jeg opdagede, at Lou ikke var helt så dydig under det uskyldige smil, som jeg først antog.

Lou Noires hemmelige liv

Jeg startede min karriere som redaktrice for Lou Noire i det lille kontor, som vi sammen havde fået indrettet i den gamle købmandsbutik i underetagen af ejendommen, hvor hun selv bor. Arbejdet fandt hurtigt sin egen rytme: Når Lou havde sene vagter på biblioteket, kom hun gerne ned om formiddagen med en liste over artikler, hun gerne ville have mig til at skrive, og de dage, hvor hun fik tidligt fri, skyndte hun sig tilbage for at se dagens resultater.

På disse dage skete det undertiden, at Lou havde mere end travlt med at få mig ud ad døren i en vis fart, som skulle hun noget, jeg ikke måtte se, men stadig dog med stor takt. I arbejdets fællesskab var der på kort tid også vokset et venskab frem, hvor der blev talt om mangt og meget, så hvorfor dette hemmelighedskræmmeri? Når vi sagde farvel ude i opgangen, og Lou forsvandt op i lejligheden og jeg ud på gaden, så mindede gadedørens solide smæk også om, at der var lukket til Lous private liv. Andre dage, især dem hvor vi arbejde til langt ud på aftenen med at korrekturlæse artikler, kunne Lou invitere på et glas vin eller et stykke mad ovenpå i lejligheden, men der var som sådan ikke noget mønster i det.

Det forstærkede min følelse af, at på trods af det tætte samarbejde, hvor vi kunne tale om mange ting, følte jeg stadig, at jeg faktisk ikke kendte hende. Det var som om, der var en side af hende, som hun insisterede på at holde skjult. Ville jeg vide, hvordan det kunne være, at hun havde så stort et kendskab til fransk lingerie, så blev hun mig svar skyldig og begyndte at tale om noget andet eller fandt noget, hun lige skulle ordne. Det samme skete, hvis jeg spurgte til hendes liv udenfor redaktionen og arbejdet på biblioteket; hvad hun for eksempel fik sine aftener til at gå med?

Efter en dag, hvor vi havde haft særlig travlt, og det var blevet langt over spisetid, inden vi kunne lukke computeren, forventede jeg, ansporet af Lous gode humør og humørfyldte snak, at vi i det mindste skulle drikke en kop kaffe sammen efter arbejdet. Men i stedet var der igen denne utålmodighed, og selv om jeg ellers fandt det meget uhøfligt og nødigt gav mig af med at snage, så vandt nysgerrigheden. Jeg begyndte at fortælle en længere historie om den sjove film, jeg havde set aftenen før, nølede med min jakke og fulgte med stigende undren Lou, der travede rundt på redaktionen som en tiger, hastigt rettende på alt, hvad hun kom forbi.

Lyskeglen fra et sæt billygter gled hen over den øverste stribe af ruden, hvor gardinerne ikke nåede op, og Lou udbrød irriteret:
– Nej, nu må du altså virkelig undskylde mig. Jeg har en aftale!

Hun holdt døren for mig, og jeg nåede knap nok ud, før hun med et hastigt farvel smækkede den bag mig og fór som skudt af en kanon op ad trapperne. Den mærkværdige opførsel bar kun brænde til bålet, da jeg på vej ud ad døren mødte den nydeligste herre, elegant klædt, men dog alt for koldt for årstiden på disse breddegrader. Med et ”buena sera” lettede han høfligt på hatten, da vi passerede hinanden i døren, hvilket jeg først registrerede, da jeg fortumlet stod ude på fortovet.

Oppe i lejligheden så jeg det dæmpede lys i det, der måtte være Lous boudoir. Gardinet blev trukket for, og jeg cyklede hjem fuld af spørgsmål. Hvad lavede egentlig den ellers så dydige bibliotekar, når hun havde fri?

Lou Noires mange eventyr

Næste morgen mødte jeg som sædvanlig på mit arbejde. Jeg lukkede mig ind i det lille kontor og tjekkede i indbakken, om Lou havde sendt mig noget i aftenens løb, som jeg skulle starte på, men der var ingen beskeder. Jeg gik selv i gang med at lave et udkast til dagens artikel, da Lou pludselig stod i døren med kaffe og rundstykker, frisk og rødkindet.

– Jeg tænkte, at jeg lige ville sige godmorgen. Jeg holder en fridag og er ikke hjemme før engang i aften. Tror du, du kan klare det selv i dag?
Det bekræftede jeg, og ikke længe efter hørte jeg en bilmotor starte og køre væk.

Efter den dag var det som om, Lou åbnede op, og jeg fik med tiden et indblik i det liv, hun ellers havde gjort så store anstrengelser for at holde for sig selv. Ofte forlod hun kontoret sidst på eftermiddagen for at gøre sig i stand, kun for at komme ned igen og sludre lidt, inden dørklokken ringede. På grund af de store gardiner ud mod vejen, kunne jeg ikke se, hvem hun blev hentet af, men på bilernes lyde var det tydeligt, at det ikke altid var den samme.

Det var dog ikke noget, vi talte åbent om. Dog kunne jeg efter disse aftener altid møde en Lou, der var i perlehumør og med disse evigt blussende kinder. Hun ville komme ind i kontoret og med et let drømmende blik spørge til min dag, inden hun skulle møde på arbejde. Jeg var nysgerrig, så jeg var ved at revne, det var nærmest ved at blive en besættelse: Hvem var alle disse mænd?

Så kom den dag, hvor jeg dristede mig til at spørge. I stedet for den fåmælte rødmen, jeg havde regnet med, så slog hun sig ned ved vores lille kaffebord og nikkede mod stolen overfor.
– Jo, jeg skylder dig vist en forklaring. Nu skal du høre…

Og så fortalte hun om alle sine beundrere, for jo, der var mere end én. Hun undskyldte i samme åndedrag, for ofte var det faktisk ikke mere end det. At hun ikke altid selv opsøgte disse eventyr, men at det mere virkede som om, de opsøgte hende. Og at efter sin skilsmisse havde hun taget en beslutning om at sige ja til alt, hvad der gjorde hende glad.

Med de ord standsede hun sig selv, som om hun allerede havde sagt for meget og kiggede spørgende på mig som for at få min accept. Og hvad kunne jeg andet end fra dybet af mit hjerte rose hende for at leve i så stor overensstemmelse med sin appetit på livet og tage for sig af det, der gjorde hende glad. Normalt var Lou ikke en person, der viste følelser, men nu takkede hun mig overstrømmende, og vi omfavnede hinanden.

Herfra blev vi bedste veninder, og hun begyndte at dele nogle af sine eventyr med mig. Jeg hørte historier så fantastiske og dragende, at jeg engang imellem, når Lou var taget på arbejde, måtte skrive dem ned, så fantastiske var de. Andre historier var så komiske og vidnede om, at de kære mænd ikke altid ved, hvordan de skal opføre sig overfor en kvinde.

Der var engang, hvor jeg selv datede en del, og da Lou først gik i gang med at fortælle, måtte jeg også give mit besyv med fra tiden, inden jeg fandt min dejlige kæreste, som jeg i dag lever i et lykkelig forhold med. Inden da skulle jeg dog igennem Datinghelvedets labyrintiske gange, hvor jeg ulykkeligvis befandt mig i alt for lang tid. Her mødte jeg mænd, som var så ufrivilligt morsomme, at de har været samtaleemner ved mange venindeaftener.

Nogle af de historier fortalte jeg nu til Lou Noire, og da vi var færdige med at grine, blev hun pludselig stille.
– Forleden mødte jeg faktisk en mand, som jeg engang på det kraftigste afviste. Jeg syntes, han var for umoden, og jeg brød mig ikke om hans tøj… det var vel egentlig lidt overfladisk. Nu gik han dér med barnevognen og en kone, der strålede af lykke.

Der faldt en skygge over hendes ansigt, men jeg nåede ikke at kommentere på det, inden hun eftertænksomt fortsatte:
– Det er ganske pudsigt, den enes uheldige date kan være den andens drømmemand. Har du nogensinde tænkt over, hvor mange af de mænd, du mødte, som du egentlig kunne have være blevet ganske lykkelig sammen med?
Jeg svarede, at tanken faktisk havde strejfet mig, og det førte til en snak om tilfældighedernes spil: At siger man ja til det ene, går man glip af det andet – og siger man nej, går man glip af det hele.

Sådan blev Jagten på Drømmemanden til!

Den ellers altid humørfyldte Lou gik de næste par dage rundt i sine egne, og efter hendes ansigtsudtryk at dømme, temmelig dystre tanker. Når jeg spurgte, om der var noget galt, svarede hun nej, men hun virkede distræt og trak sig til sidst tilbage til sin lejlighed med undskyldningen om, at hun var lidt utilpas.

Næste morgen mødte jeg dog på arbejdet til et skrivebord, der var dækket af tætbeskrevne papirer. Lou Noire selv sad bøjet over en stor notesblok, som hun ivrigt skrev på, og hun kiggede ikke op, da jeg hilste:
– Et øjeblik, jeg skal lige have denne sætning på plads. Sætter du ikke noget kaffe over?

Jeg flyttede forsigtigt papirerne lidt til siden, så der kunne blive plads til kaffekopperne, og ventede så tålmodigt på, at hun skulle gøre sit arbejde færdigt. Da kaffen dampede i kopperne, slap hun endelig blyanten.

– Nu skal du høre – jeg har fået den mest fantastiske ide! Jeg kunne ikke sove i nat, kan du huske, at vi talte om dating, og hvor meget det egentlig er tilfældighedernes spil?
Hun ventede ikke på mit svar, men gav mig det ark papir, hun lige havde skrevet på:
– Jeg har lavet det til en bog, eller den er ikke færdig endnu. Da jeg lå i min seng, kom det pludselig til mig, og jeg måtte bare stå op og begynde at skrive.

Imens Lou gik ovenpå for at gøre sig klar til at gå på arbejde, læste jeg noterne igennem, der alle var nedfældet med hendes sirlige håndskrift. Indimellem grinte jeg, så tårerne trillede, for hvor var det dog genkendeligt!

Tilbage igen og præcis med tid nok til at drikke sin morgenkaffe, roste jeg hende for hendes fantastiske måde at fortælle på.
– Der mangler dog bare en ting, sagde jeg, lidt tøvende. – Hvis det skal være en historie om tilfældighedernes spil, så kræver det vel, at læseren har mulighed for at vælge sin egen vej igennem historien. Kan du huske de gamle ”Sværd & Trolddom”-bøger? Hvad nu, hvis man lavede sådan en… ”Du er heltinden”?

Lou kiggede op på mig, og jeg kunne ikke aflæse hendes ansigtsudtryk. Var jeg gået over grænsen for, hvad jeg kunne tillade mig at sige? Hun var trods alt også min chef. Men så lyste hun op i et stort smil:
– Det er jo genialt! Det er det, vi gør! Jeg tror også, vi mangler nogle flere historier, kan du ikke skrive ud til alle dine veninder og høre, om de ikke vil dele deres værste datingoplevelser – og også de bedste, dem hvor det ender lykkeligt? Så vælger vi de allerbedste ud!

Hos Lou er der aldrig langt fra tanke til handling, og det blev et travlt forår, hvor jeg i embeds medfør frit kunne sidde og drikke kaffe med mine veninder, imens jeg morede mig over deres historier og ivrigt skrev ned. De blev givet videre til Lou, der sørgede for at sætte system i tingene, og snart tog bogen form.

Det er med stolthed, at vi begge kan sige, at vi er mere end tilfredse med resultatet. Vi håber, du kan lide den.

Kærligst, Lou Noire og Redaktricen

Vil du læse mere? Køb bogen i dag!

Få bogen her!

Jagten på Drømmemanden udkommer 7. juni. Spørg efter den hos din lokale boghandler – eller køb den her!

Bogen koster 149,95 (*vejledende pris) og er på 135 sider.

Du kan læse meget mere om bogen her: www.lounoire.dk/jagten-paa-droemmemanden.

LÆS ET UDDRAG AF BOGEN!

Lou Noire har lagt en lille læseprøve af bogen ud her, så du kan træde ind i Datinghelvedets labyrint – hvis du ellers tør! Du kan klikke dig videre ved at følge de lyserøde tal i bunden af teksten.

Læs mere om bogen

I Jagten på Drømmemanden er DU heltinden i den spændende fortælling om at finde kærligheden. I den eventyrlige historie må du finde den rigtige vej gennem Datinghelvedets labyrint med endeløse dates og lige så talrige akavede samtaler. Men pas på: I Datinghelvedet vrimler det med utro mænd, forholdsangste driblere, der vil holde dig hen langt ind i evigheden og playere, der kun er ude efter et hurtigt knald. Så træf dine valg med omtanke!

Og husk at kærlighedens spil er fuld af tilfældigheder: Siger du ja til det ene, går du glip af det andet, og siger du nej, går du glip af det hele. Følg tallene og lad eventyret udrulle sig. Er den lykkelige slutning ikke så lykkelig igen, kan du heldigvis altid gå tilbage i historien og vælge noget andet. Men nu ikke noget med at snyde og læse foran!

Besøg også Lou Noires webshop