Er det okay at være kræsen? Slået op i: Dating – Emner: Dating, Kærlighed, Single
Kærlighed er som shopping…
Er du for kræsen – eller er det i virkeligheden udvalget, den er gal med? At lede efter en mand kan nogle gange være som at gå ud lørdag formiddag med en stærk trang til at shoppe. Dit Dankort er fuldt, du går ind, finder masser af lækkert tøj, som du slæber med til prøverummet, og så er der bare ikke noget, der er helt rigtigt.
Her er det, at nogle kvinder vil lade købelysten styre og bare finde en eller anden… undskyld et eller andet, de kan tage med hjem. Men det vil bare blive endnu et par af de bukser, som du har købt på udsalg, til når du engang bliver tynd, og som kommer til at hænge i al evighed inde bagerst i dit skab med prismærke på, til du endelig indser realiteterne og smider dem ud. Eller ham…
Sig nej tak til de forkerte mænd
Hvis du finder en mand, som ikke lige er noget for dig, eller som måske heller ikke vil dig, så lad være med at tage ham med videre i dit liv. Kom nu UD af det prøverum, du behøver ikke at få noget for at være lykkelig. Hvis det ikke passer, så skal du ikke have noget! Heller ikke bare som trøst. Du ved jo netop fra din tjekliste til din drømmemand, hvad det er, du leder efter, så der er ingen grund til at komme hjem med noget andet.
Gå i biografen i stedet, inviter din veninde med på spa-ophold, køb en buket tulipaner, med andre ord: Brug dine ressourcer på noget bedre, der skal nok komme en ny sæson, der har noget, du ikke kan leve uden. Eller find et andet sted at lede…
Måske vil du bare ikke have Hr. Hvem-Som-Helst (- og det er okay!)
Hvis andre har travlt med at fortælle, at det er dig, der er for kræsen, så fortæl dem, at det slet ikke er sandheden. At det i virkeligheden er fordi, du har to horn på ryggen og spyer ild, mens du sover. Du kan også fortælle, at du bare ikke har mødt den rigtige endnu. Der er bare nogle mennesker, der synes, man er underlig, hvis man ikke har en kæreste. Glem dem.
Der er ikke noget i vejen med dig, fordi du er single, du er bare ikke kærester med nogen. Du er hverken spedalsk, unormal, en gammeljomfru eller hvad de ellers prøver at bilde dig ind til familiefesterne. Du er bare dig. Og det er vel ikke så tosset? Og du må gerne have lov til at være kræsen!
Det skal ikke bare være én mand – det skal være den rigtige!
Sandheden er jo lige præcis, at hvis du skal have en mand ind i dit liv, så skal han gøre det bedre, end det er. Hvis du har et dejligt liv, så kan det faktisk være svært at finde nogen, der kan gøre det bedre. Men hellere undvære end at nøjes. Du har sikkert mødt en masse fantastiske mænd, men bare ikke ham, der passer lige til dig. At date en mand, som du ikke er vild med, eller som du ikke kan se dig selv med i fremtiden, er spild af tid. Det er ikke at være kræsen, det er at være realistisk!
Eller måske har du allerede mødt ham, hvor I bare ikke var samme sted på netop det tidspunkt, men hvor I i virkeligheden ville være perfekte for hinanden lige nu? Det kunne du jo prøve at finde ud af. Så længe du kun lukker mennesker ind, der virkelig siger dig noget, og så længe du ikke bliver kvalt af ensomheden, lige så længe kan du forbeholde dig retten til ikke at vælge Hr. Hvem-Som-Helst.
Det skal bare ikke være med hvem som helst, det skal være med den rigtige. Det er meget nemt at finde en, man kan leve sammen med, men meget svært at finde en, man ikke kan leve uden. Derfor er det helt okay at være kræsen.
Læs Den lille bog om dating
Den lille bog om dating er også fuld af gode råd, øvelser og helt konkrete tips til, hvor du skal lede, og hvad du skal gøre for at finde din drømmemand. Læs blandt andet om netdating, venner der leger Kirsten Giftekniv, hvad du skal skrive i din profiltekst – og hvorfor du skal smide din tjekliste til din drømmemand ud.
En kærlig guide til dating og viser dig vej til at finde den store kærlighed. Køb den her: Den lille bog om dating
Læs alle de andre artikler om dating...