Hvor skal du bo i Los Angeles? Kategori: Rejser – Tags: , , , ,

*Artiklen indeholder reklamelinks, læs mere her*

Har du husket guidebogen? Klik her og køb den på Saxo.com!

Sådan vælger du, hvor du skal bo i Los Angeles

Vil du have gode tips til, hvor du skal bo i Los Angeles? Byen på den amerikanske vestkyst er en stor storby, større og mere vidtstrakt end du kan forstille dig. Fra US Bank Tower, et af højhusene i Downtown ser du, hvor byen har sin naturlige grænse mod nord, nemlig ved de store San Gabriel-bjerge. Vender du blikket mod syd, kommer øjet dog til kort; det er simpelthen ikke muligt at se helt ud til enden af Los Angeles.

Størrelsen på byen gør, at du bliver nødt til at overveje, hvor du vil bo, og især hvad du vil se. Har du ikke planer om at leje bil, kan mange af de store seværdigheder dog nås med metro og bus. Uanset hvordan du vælger at komme frem, skal du dog sætte en del tid af til transport, for du kommer uundgåeligt til at flytte dig rundt. Det er derfor først og fremmest vigtigt, at du vælger hotellets placering ud fra, hvad der skal opleves.

Lidt om de forskellige bydele i Los Angeles

Der er så meget at se i Los Angeles, og du kan ikke nå det hele på en uge. Så skal hotellet ligge lige ved siden af stjernerne på Hollywood Boulevard, er du til strandliv i Santa Monica eller fred og ro i Pasadena?

Det er svært at vælge, når du sidder og kigger på hoteller på Booking.com, for hvordan skal du dog vælge? Her kommer en beskrivelse af de mest populære bydele i Los Angeles, så valget forhåbentlig er lidt lettere. Under hver bydel finder du også en anbefaling til et godt hotel, der kan bestilles direkte igennem Booking.com. Se flere hoteller ved at lave din egen søgning her:



Booking.com

Bo i Los Angeles: Downtown

Uanset hvor du befinder dig i Los Angeles, minder klyngen af høje skyskrabere dig om, at her ligger Downtown. Inde i byen af glas kunne du dog lige så godt være i Dubai eller London, og så alligevel ikke. Bydelen byder nemlig på masser af amerikansk kultur, med madmarkeder, små butikker, restauranter og barer. Især omkring South Spring Street/5th Street er der et livligt boheme-miljø, hvor der er garanti for en livlig nat i byen. En bydel for dig, der vil have liv, oplevelser og larm i samme øjeblik, du træder ud ad døren.

En meget positiv ting ved Downtown er, at du bor lige ved knudepunktet for metrolinjerne. Har du ikke planer om at leje bil, er det et godt udgangspunkt for en stressfri tur at købe et TAP card og køre byen rundt på de seks metrolinjer. Fra Downtown kører der også mange shuttlebusser til Universal, Citadel Shopping og Disneyland.

LÆS OGSÅ: Sådan kommer du rundt i Los Angeles uden bil

Vælger du at leje bil, skal du være opmærksom på, at der næsten altid er ½ times kø på motorvejen lige ved Downtown – og at priserne for at parkere er lige så høje som skyskraberne. Fra Downtown kører der også mange gratis shuttlebusser til blandt andet Universal Studios, Citadel Outlets og Disneyland.

Bemærk, at bydelen også er en magnet for de mange hjemløse i Los Angeles. Du ser dem overalt:  sovende på gaden, snakkende med deres usynlige ven i metroen og i de mange teltlejre langs motorvejen. Hvor trist du end bliver af synet, så er der dog ikke noget at være bange for. De holder sig for sig selv og antaster dig ikke.

Et godt hotel i Downtown, hvor blandt andet Oceans Eleven og Mad Men er optaget: Millennium Biltmore Los Angeles

bo i Los Angeles

Skyskrabere i Downtown, Los Angeles

Bo i Los Angeles: Pasadena

Pasadena ligger ca. 20 minutter med metro fra Downtown. Her er stille og hyggeligt, med mange små butikker og restauranter. De fine, gamle huse giver en nærmest europæisk stemning. Står plasticby, fastfood og kædebutikker ikke øverst på listen, så er Pasadena en bydel for dig, der ikke har noget imod at køre, og som foretrækker fred og ro.

I Pasadena ligger også Rose Bowl stadium, hvor du kan se collegekampe om lørdagen i vinterhalvåret. Nytårsdag lægger bydelen også gader den fantastiske Rose Parade, hvor du kan se et timelangt optog med marchbands, vogne og optrædende.

Et godt hotel i Pasadena med swimmingpool: Hotel Constance Pasadena

De gamle, europæiske huse i Pasadena

Bo i Los Angeles: Santa Monica

Santa Monica kender du sikkert allerede fra de mange film og tv-serier, der er optaget her. De brede sandstrande strækker sig hele vejen ned forbi Venice Beach og tiltrækker mange turister. Mest berømt er nok The Pier, og du må ikke tage hjem uden lige at have prøvet en tur i pariserhjulet.

Om vinteren er Stillehavet for koldt at bade i, men der er mange andre dejlige oplevelser i bydelen. Besøg også Santa Monica for de gode shoppingmuligheder lige ved metroens endestation. Bag shoppingcentret Santa Monica Place ligger den hyggelige shoppinggade Third Street Promenade, hvor du kan finde Levi’s, Nike, Zara, Victoria’s Secret og alle de andre populære kædebutikker.

Et godt hotel i Santa Monica med Limousine-service: Hotel Shangri-La

bo i Los Angeles

Kør en tur op og ned ad Santa Monica Boulevard med de smukke palmer.

LÆS OGSÅ: Hvor skal du spise i Los Angeles?

Bo i Los Angeles: Venice

Har du set Californication, så kender du allerede bydelen med de små kanaler, bygget efter Venedig. Og husker du Hank Moody med en personlighed, der er ude af kontrol og konstant på jagt efter nye, ekstreme oplevelser, så forstår du også, at dette er den eneste bydel i Los Angeles, hvor det ville være troværdigt, at den vilde manuskriptforfatter skulle slå sig ned.

Hvor du andre steder i Los Angeles ser en overvægt af… overvægt, plasticbryster og botox, så er Venice det modsatte. Her holder de alternative typer til, og der er små kaffebarer, økologiske supermarkeder, veganerrestauranter og storbystemning i strandkanten. Gå også en tur på Abbott Kinney Boulevard med de mange små uafhængige og skæve butikker. Venice er en bydel for dig, der ville elske, hvis Berlin havde to kilometer brede sandstrande.

Et godt hotel direkte på Venice Beach med havudsigt: Cadillac Hotel

bo i Los Angeles

Venice Canals i Venice, Los Angeles

LÆS OGSÅ: Rockabilly- og pinup-shops i Los Angeles

Bo i Los Angeles: Omkring Hollywood Boulevard

Hollywood Boulevard er Walk of Fame med de lyserøde stjerner i fortovet, butikker, horder af andre turister, museer, blinkede lygter, plasticsouvenirs – og faktisk også virkelig sjovt! På og omkring Hollywood Boulevard sker der nemlig altid noget. Her ligger også barer og natklubber og på parallelgaden Sunset Boulevard lige syd for, virkelig mange fastfoodrestauranter.

Området har også mange hoteller, og det er nemt at komme til og fra bydelen med både metro og motorvej. Det er med andre ord et sted for dig, der godt kan lide, at der sker noget, og som i forvejen nyder de populære turistområder.

Et godt hotel fem minutters kørsel fra Universal Studios og 10 fra Hollywood Boulevard: The Garland

bo i Los Angeles

Walk of Fame på Hollywood Boulevard

Sydlige Los Angeles – nej, tak!

Har du spillet GTA (Grand Theft Auto), så ved du også, at man ikke skal bo i Inglewood – ellers spørg den nærmeste teenager. Det samme gør sig gældende for Compton og Long Beach.

Flyt rundt mellem bydelene

Kan du ikke vælge, hvor du skal bo i Los Angeles? Hvis du gerne vil nå at se så meget som muligt af Los Angeles, kan det anbefales at flytte hotel undervejs på turen. Start for eksempel i Hollywood, og når du så trænger til at komme væk fra storby og turister, så nyd stranden og livet ved Venice Beach.

Du kan også booke en overnatning eller to hjemmefra, gerne på et hotel med wifi. Brug lidt tid på Booking.com, når du er ankommet, og find det næste hotel, ofte med rabat. Den amerikanske queensize-seng er i øvrigt stor nok til to.

LÆS OGSÅ: Billig ferie i Los Angeles på budget – sådan sparer du penge

Andre gode hoteller i Los Angeles

bo i Los AngelesVil du gerne have flere anbefalinger til hoteller i Los Angeles, kan du her læse om tre skønne hoteller i byen – med noget for enhver pengepung!

Bo med de kendte i Beverly Hills

Med sin placering på Sunset Boulevard i Beverly Hills er The Beverly Hills Hotel tæt knyttet til fortællingen om Hollywoods filmstjerner og internationale berømtheder. Marilyn Monroe boede i bungalow nr. 20 fra 1958 til 1960 under indspilningen af Lets Make Love, ligesom både Charlie Chaplin, John Wayne og Elizabeth Taylor har gæstet hotellet. De rige og de kendte mødes stadigvæk i The Polo Lounge eller en af de andre eksklusive restauranter – og du er også velkommen! Alle med et kreditkort kan booke sig ind på dette pragtfulde hotel.

Et dejligt hotel ved vandet

Et ikonisk hotel, som du bare må have mindst én overnatning på, er The Georgian Hotel på havnepromenaden i Santa Monica. Bygget i 1933 i art deco-stil som et lille get-away for de rige og berømte langt fra storbyens pulserende liv, kan du ikke gå forbi det turkise hotel uden at bemærke det. The Georgian Hotel emmer stadigvæk af 1940’ernes Hollywood-glamour, og det er ikke svært at forestille sig både de berømte og berygtede gæster, blandt andet Clark Gable og Al Capone, under den stribede markise.

Bo i Los Angeles på et godt og billigt hotel – med autentisk diner i stueetagen

Leder du efter et godt og billigt hotel tæt på det hele, kan Best Western Plus Hollywood Hills Hotel anbefales. Vil du gerne bo i Los Angeles med Hollywood Boulevard lige rundt om hjørnet? Så er det hotellet, du skal vælge. Her er du også tæt på både metro (Hollywood/Vine) og afkørsel til freewayen. Hotellet har egen swimmingpool, og der er køleskab og mikrobølgeovn på værelset. I samme bygning finder du også The 101 Coffee Shop, en autentisk diner med en pragtfuld brunch.

Se flere hoteller her: 8 fantastiske hoteller i Los Angeles.

Hvordan kommer du til Los Angeles?

Det tager ca. 15 timer inklusiv en mellemlanding at komme fra København til Los Angeles. Flyver du med Norwegian, er turen uden mellemlandinger og kan gøres på “kun” 11 timer. Jo tidligere du booker, jo billigere bliver det. Du kan bruge momondo til at søge efter billige flybilletter til Los Angeles.

Spil med ord på ferien - England

Læs alle artikler om Los Angeles

« Hvordan ved du, om han er interesseret?
Sådan kommer du rundt i Los Angeles uden bil »