Hvor skal du spise i Los Angeles? 18. februar 2019 – Kategori: Rejser – Tags: , , , ,

*Artiklen indeholder reklamelinks*

Har du husket guidebogen? Køb den på Saxo.com – 199.95 DKK

Gode restauranter i Los Angeles

Los Angeles er en stor storby, hvor gode madoplevelser venter alle steder. Byen er en smeltedigel af mange forskellige kulturer. Det kommer til udtryk i det californiske køkken, som i ordets bogstaveligste forstand er et fusionskøkken. Mexikanske burritos møder hollandske doughnuts og japansk sushi, som igen møder det italienske køkken med pizza solgt fra food trucken’en på gadehjørnet.

Så hvad skal du vælge?

Autentiske madoplevelser i Los Angeles

Det er tæt på en umulighed at lave en guide til de bedste restauranter i Los Angeles – der er simpelthen for mange at vælge imellem! Som på alle andre rejsedestinationer er det dog en god ide at gå efter de steder, hvor de lokale spiser, for her er der garanti for gode og autentiske madoplevelser. Så hvor spiser amerikanerne i Los Angeles?

Vil du gerne lave din research hjemmefra og læse om de nyeste og mest hypede restauranter, så tjek LA Mag ud. Guiden til Los Angeles, der har eksisteret siden 1961, kan give et godt bud på, hvor du skal gå hen for at finde de bedste restauranter i Los Angeles.

De lokale er dog altid på vej rundt i byen og er glade for en hurtig bid på vejen. Det er en fordel for dig, der som turist gerne vil rundt og se så meget som muligt af byen, der er nemlig god mad alle steder. Her kan du derfor finde tips til en quick-bite på stedet til dig, der gerne vil videre ud og se noget – og som vil spise dér, hvor amerikanerne kommer!

Find de gode restauranter i Los Angeles her – og velbekomme!

Læs også: Tag på Tour de Tapas i Sevilla – byen med de mange tapasbarer!

Bedste burger i Los Angeles: In-N-Out Burger

Er du glad for fast food, så er du kommet i himlen her i Los Angeles. Alle de kendte fastfoodkæder er her, plus nogle der endnu ikke er kommet til Danmark. Der er Taco Bell, Carl’s Jr., Wendy’s og Jack in the Box, der serverer morgenmad fra sen aften til langt op ad formiddagen. Amerikanerne elsker deres fast food, og her kan du høre familier tale sammen på alle sprog og møde høj som lav.

Den bedste fast food-kæde i Californien er helt uden tvivl In-N-Out Burger. Her får du uden sammenligning den bedste burger. Konceptet har ikke ændret sig siden åbningen i 1948 og er helt enkel: cheeseburgere, som du kan udvide alt efter, hvad appetitten er til. Bestil for eksempel en 4×4 (four by four) med fire bøffer og fire skiver ost.

Er du i Hollywood, finder du In-N-Out Burger på 7009 Sunset Boulevard. Der er dog mange andre, der også har fået smag for de gode burgere, og her skal du forvente en ventetid på mindst en halv time. Vælger du i stedet restauranten ved stationen i Culver City (på vej ud til Santa Monica), er det lidt nemmere at komme til.

Læs mere her: www.in-n-out.com

Bedste diner i Los Angeles: 101 Coffee Shop

Der findes dinere og restauranter, der serveres morgenmad hele dagen. Her skal 101 Coffee Shop anbefales som en af de bedste morgenmadsdinere i Los Angeles. Du kender den måske allerede fra filmen Swingers eller fra HBO-serien Entourage.

Og det er ikke uden grund, at dineren er populær som filmlokation. Stedet ligner prototypen på det, vi forstår ved den amerikanske diner. Lige fra det autentiske 1960’er diner-interiør med formica-borde og polstrede lædersæder til de cool typer, der besøger The 101 Coffee Shop, får du her en unik oplevelse af USA. Tænk Pulp Fiction – det er dér, du er havnet!

Også maden er i særklasse. En af specialiteterne er Eggs Benedicts, men du må ikke besøge stedet uden også at prøve pandekagerne. Eller en milkshake. Eller kaffen, som Special Agent Dale Cooper fra serien Twin Peaks ville beskrive som: “a damn fine cup of coffee”!

Du finder The 101 Coffee Shop lige nord for Hollywood Boulevard, i den østlige ende. Læs mere her: www.101coffeeshop.com

Rush Hour Special hos The 101 Coffee Shop – med pandekager, spejlæg og bacon. En lækker oplevelse!

Bedste burritos i Los Angeles: Gilbert’s El Indio

Når du træder ind i Gilbert’s El Indio, kan du blive i tvivl, om du er kommet til at køre for langt og er havnet et sted nede under grænsen til Mexico. Tjeneren taler spansk, der er Mariachi-musik i højttalerne og kulørte, håndvævede tæpper på væggene.

Gilbert’s El Indio ligger ude midt i ingenting – imellem Venice og Santa Monica. Kommer du med bus, skal du gå et stykke – men den mexikanske restaurant er bestemt turen værd! Gilbert’s har ligget på det samme sted i 44 år og drives af tredje generation. Restauranten er meget populær, både blandt de herboende mexicanere, men lige så meget blandt alle de andre kulturer, som Los Angeles er fuld af.

Maden er da også skøn og fuld af smag. Prøv gerne deres burritos – selvfølgelig med en Margarita til.Og vent med at bestille dessert, der er rigtig meget mad på tallerknerne!

Læs mere her: www.gilbertselindio.com

De bedste burritos i Los Angeles får du hos Gilbert’s El Indio!

Ældste diner i Los Angeles: The Original Pantry Cafe

Siden 1924 har The Original Pantry Cafe serveret mad for deres gæster. Og det mener de helt bogstaveligt! Dineren har ikke været lukket én eneste dag – eller nat – siden åbningen.

Besøg dineren for at fornemme, hvordan livet engang formede sig blandt indbyggerne i Los Angeles. Nyd de fine, gamle fotografier på væggene og det originale interiør. Bestil gerne den evigt lækre Philly cheese steak sandwich, som serveres med coleslaw til. Husk også at gemme lidt plads til desserten!

Læs mere her: www.pantrycafe.com

Bedste mad på farten: Food trucks

Du finder dem overalt i gadebilledet i Los Angeles: de indbydende food trucks. Her kan du få en hurtig bid på farten og tit til en dollar eller to. Gør som amerikanerne og tag en hurtig taco, en bagel eller et stykke pizza med og find den nærmeste bænk. Så er der billig og nem forkost!

Food truck i Santa Monica serverer pomfritter med et maxikansk twist.

Find et godt hotel i Los Angeles

Los Angeles byder på hoteller i alle prisklasser, og det kan være svært at vælge. Her får du anbefalinger til tre skønne hoteller i Los Angeles – med noget for enhver pengepung! Alle hoteller her kan bookes direkte igennem Hotels.com:

Bo med de kendte i Beverly Hills

Med sin placering på Sunset Boulevard i Beverly Hills er The Beverly Hills Hotel tæt knyttet til fortællingen om Hollywoods filmstjerner og internationale berømtheder. Marilyn Monroe boede i bungalow nr. 20 fra 1958 til 1960 under indspilningen af Lets Make Love, ligesom både Charlie Chaplin, John Wayne og Elizabeth Taylor har gæstet hotellet. De rige og de kendte mødes stadigvæk i The Polo Lounge eller en af de andre eksklusive restauranter – og du er også velkommen! Alle med et kreditkort kan booke sig ind på dette pragtfulde hotel.

Et dejligt hotel ved vandet

Et ikonisk hotel, som du bare må have mindst én overnatning på, er The Georgian Hotel på havnepromenaden. Bygget i 1933 i art deco-stil som et lille get-away for de rige og berømte langt fra storbyens pulserende liv, kan du ikke gå forbi det turkise hotel uden at bemærke det. The Georgian Hotel emmer stadigvæk af 1940’ernes Hollywood-glamour, og det er ikke svært at forestille sig både de berømte og berygtede gæster, blandt andet Clark Gable og Al Capone, under den stribede markise.

Et godt og billigt hotel – med autentisk diner i stueetagen

Leder du efter et godt og billigt hotel tæt på det hele, kan Best Western Plus Hollywood Hills Hotel anbefales. Her bor du med Hollywood Boulevard lige rundt om hjørnet og tæt på både metro (Hollywood/Vine) og afkørsel til freewayen. Hotellet har egen swimmingpool, og der er køleskab og mikrobølgeovn på værelset. I samme bygning finder du også The 101 Coffee Shop, en autentisk diner med en pragtfuld brunch.

Se flere hoteller her: 8 fantastiske hoteller i Los Angeles.

Hvordan kommer du til Los Angeles?

Det tager ca. 15 timer inklusiv en mellemlanding at komme fra København til Los Angeles. Flyver du med Norwegian, er turen uden mellemlandinger og kan gøres på “kun” 11 timer. Jo tidligere du booker, jo billigere bliver det. Du kan bruge momondo til at søge efter billige flybilletter til Los Angeles. Her kan du også vælge at søge efter pakkerejser med både fly og hotel.

Læs alle artikler om Los Angeles

24 Kærligheds-kuponer til ham, der skal forkæles – 29.95 DKK

« Billig ferie i Los Angeles på budget – sådan sparer du penge
Dating: Må du knalde på første date? »