Hvordan Lou Noire fik sit navn

Lou Noire er ikke, som du måske allerede har gættet, hendes rigtige navn. På sit arbejde som bibliotekar, kalder hun sig stadig ved det navn, der også står på dåbsattesten, men jeg har aldrig kendt hende som andet end Lou. Det var sådan, hun præsenterede sig for mig, da jeg første gang mødte hende til samtalen om jobbet som redaktrice, og det er det, hun kalder sig i sit private liv.

Første gang jeg skulle hente posten, måtte jeg spørge, om det brev, jeg stod med i hånden, var afleveret forkert, for jeg kendte hende ikke som andet end Lou Noire. Hun slog en latter op og forklarede, at det ganske rigtigt var til hende, det var hendes almindelige borgerlige navn.

Her blev jeg nødt til at spørge, hvordan det kunne være, at hun havde valgt et andet navn, og hun svarede, at det stammede fra hendes tid i Paris, men at det bare havde hængt ved. Alene ved at genkalde sig de år, som jeg allerede havde hørt lidt om, da det var her, hendes interesse for de klassiske skrifter blev vakt, kom der en glød i hendes øjne, som jeg ikke havde set før.

Hun spurgte, om jeg virkelig gerne ville høre om den tid, og det forsikrede jeg hende. Her er historien, som hun fortalte den.

Lou Noire har dette postkort hængende på sit køleskab. Hun måtte bare købe det, da hun så det, for selv om tiden er en anden, minder det hende så meget om tiden i Paris.

Da Lou Noire fik sit navn

De var faktisk to: Rosa Blanca og Lou Noire, som var de kælenavne, de havde givet hinanden. Den mørke Lou og den lyse Rosa, og sådan var de, også i deres personligheder. Det var Rosa Blanca, der var kommet til hende, og Lou var ligesom bare faldet ind i det slæng, der omgav den altid sjove veninde. Med sit lyse hår og skinnede smil havde hun vundet alles hjerter, men for Lou blev hun den søster, hun altid havde savnet.

Da Rosa kom ind i hendes liv, blev alting lettere og lysere, et liv der indtil da havde været en mellemtilfreds nuance af grå, for så at tone helt ud i sort. Efter at have opfostret sin eneste datter helt alene, var hendes mor død, alt for tidligt og havde efterladt hende helt alene i verden. Kort tid efter havde Lou fået tilbudt at komme i huset hos venner af familien i Paris, og uden nogen andre steder at vende sig hen, havde hun med mange betænkeligheder sagt ja.

Ægteskabet i huset var barnløst, og Lous korte liste over opgaver indeholdt gåture med fruens hunde, to små Cavalier King Carles-hunde, og at sørge for frokost til Professoren, når han var hjemme. Dertil lettere oprydning samt at se til at husets ansatte, rengøringshjælpen og gartneren, passede deres opgaver. Der var med andre ord ikke meget at lave, og Lou kedede sig. Men så mødte hun Rosa Blanca.

Af Rosa Blanca lærte hun en masse om livet og en hel del om mænd. De morede sig med at finde små, korte sommerkjoler, som viste benene frem, når de sad på fortovscaféerne i langs Seinen, og der blev ført regnskab med, hvem der fik flest tilbud. Det blev en stående vittighed, at det var dydige Lou, der skulle være den sorte; i virkeligheden var det nemlig Rosa, der med sit lyse sind og uskyldige ydre introducerede Lou til de mørkere sider af tilværelsen, og til livets gratis glæder.

Ja, det var sådan, hun udtrykte det, og jeg kunne se, at det ikke var noget, jeg skulle bore mere i. I stedet spurgte jeg, om de stadig havde kontakt, men hun svarede med sorg i stemmen, at hun, efter hun havde forladt Paris, næsten havde mistet venskabet med Rosa Blanca. Lou Noire havde dog efter en pludselig indskydelse besøgt hende året før, hvor de havde moret sig over alle de vilde eskapader, de havde delt – og nu lovet hinanden, at de fremover skulle se mere til hinanden.

Hun fortalte også, at mødet med Rosa Blanca havde givet hende lyst til en dag at fortælle kapitler fra historien om sin tid i Paris ned og udgive den. Der skete så mange ting i de år, der kom til at betyde enormt meget for hende, især i forhold til, hvilken bane hendes liv senere skulle tage. Hun trak en kasse ud af reolen og viste mig alle de gamle dagbøger, der sirligt lå pakket ind i papir.

Nu og da spørger jeg til projektet, om nogen kunne jeg, som arbejder så tæt sammen med Lou Noire, godt tænke mig at vide mere om, hvem hun egentlig er, men hver gang slår hun det hen og siger, at jeg må væbne mig med tålmodighed. Ét ved jeg dog, og det er, at jeg allerede har fundet titlen. Historien kommer til at hedde: Lou Noire – de unge år.

Indtil da må du fornøje dig med føljetonen om hendes liv her: Historien om Lou Noire – en ellers dydig bibliotekars romantiske fortællinger.

Besøg Lou Noires webshop