Sådan dater du en mand, der har børn Slået op i: Dating – Emner: Bonusmor, Bøger, Dating, Mænd
Sådan dater du en mand med børn
I 20’erne, hvor alle muligheder ligger åbne, er det nemt at rynke på næsen af en mand, der har et barn i forvejen eller som har været gift. Når du runder de 30, ser det dog helt anderledes ud, og især i 40’erne er der store chancer for, at den mand, du møder, kommer ind i forholdet med en del bagage og måske et eller flere børn.
Her er det vigtigt, at du starter forholdet med et åbent sind og virkelig får tænkt over, om ikke bare manden, men også hans børn kan få en plads i dit liv. I starten, hvor alt er rosenrødt og I måske kun ses alene eller til en fræk lille gang “After Eight”, når børnene er lagt i seng, så er det let nok at forelske sig i en mand, der har børn og tænke, at det nok skal gå det hele – lige indtil hverdagens realiteter møder jer.
Hvis du ikke selv har børn i forvejen…
Har du ikke selv børn, kan virkeligheden i en børnefamilie ramme hårdt. Udover at være søde og sjove, så er børn også nogle små væsener, der fylder meget, larmer, skal spise aftensmad på samme tidspunkt hver dag, vil sove i smørhullet mellem dig og din kæreste, måske savner deres rigtige mor og ikke kan lide dig, fordi du er kommet imellem deres far og dem. Når det fungerer, kan bonusbørn og være en gave og et lille menneske, som du kommer til at holde uendelig meget af.
Alfa og omega er at gå langsomt frem og finde ud af, hvordan I vil have tingene til at køre. I starten er det en god ide kun at ses, når børnene er hos deres mor, så I kan finde ud af, om det skal være jer to. Der er ingen grund til at møde børnene, før I er blevet enige om, at det selvfølgelig skal være jer to. Dét og mange andre gode råd kan du læse om i bøgerne herunder, som også kan hjælpe dig til at finde dig tilrette i din nye identitet som bonusmor.
Hvis du omvendt virkelig ikke ønsker at være stedmor for andres børn – eller slet ikke selv kunne forestille dig at få dine egne børn, så gør det klart med det samme. Og lad være med at lade dig lokke, selv om du har fundet dig en skøn mand: hvis du ikke vil have børn, så vil du ikke have børn, så hold fast i det.
Hvis du har børn i forvejen…
Har du allerede børn i forvejen, så ved du allerede alt det om smørhullet og savnet efter den anden forælder, men her kan det være logistikken, der er den store udfordring. Hvis I ikke har samvær i de samme uger, kan det være svært at lære hinanden at kende, uden at børnene er tilstede. Men gør forsøget alligevel: lav legeaftaler for børnene og få et par timer for jer selv, hvor der ikke er nogen, der råber “MOOOOAAAARR”!
Selv om du har mødt den skønneste mand på jorden, er det desværre ikke altid, at jeres børn kan sammen – og det behøver de heller ikke at kunne. Selv om du af hele dit hjerte ønsker dig en kernefamilie med far, mor og børn, så er det ikke sikkert, det kan lykkes i virkeligheden. Måske er i bare et kærestepar, der bor hver for sig og ses uden børn? Mulighederne er mange, og I bestemmer helt selv!
Læs Den lille bog om dating
Den lille bog om dating er også fuld af gode råd, øvelser og helt konkrete tips til, hvor du skal lede, og hvad du skal gøre for at finde din drømmemand. Læs blandt andet om netdating, venner der leger Kirsten Giftekniv, hvad du skal skrive i din profiltekst – og hvorfor du skal smide din tjekliste til din drømmemand ud.
En kærlig guide til dating og viser dig vej til at finde den store kærlighed. Køb den her: Den lille bog om dating
Læs alle de andre artikler om dating...