The Golden Circle på Island Kategori: Rejser – Tags: , , , , , , ,

*Artiklen indeholder reklamelinks*

3 fantastiske oplevelser på Island – The Golden Circle

Der er så meget at se på Island, og så meget skønhed, der helt kan tage vejret fra dig! De fleste turister tager ud på den udflugt, der populært kaldes “The Golden Circle”, på dansk “Den Gyldne Cirkel”. Seværdighederne, som kan ses undervejs på den 300 km lange rute, består af nationalparken Thingvellir, det geotermiske område Geysir og vandfaldet Gullfoss.

Offentlig transport på Island

Det er så godt som umuligt at tage offentlig transport rundt til stederne, og der er derfor mange busselskaber, der udbyder turen. Det kan dog sjældent gøres til under 600-700 danske kroner pr. person. For dét beløb kan du leje en lille personbil i to dage hos Sixt, hvilket også giver dig mulighed for at tage en tur sydpå.

Hvor du kan opleve, at meget andet på Island er dyrt, så gælder dette sjovt nok ikke for billeje. Sixt skulle i skrivende stund være det billigste sted at leje bil i Reykjavik, og det ligger på havnen, helt ude bagved alle hvalfangerbådene.

Thingvellir

Turen starter ved den underskønne nationalpark, Thingvellir. Her samledes Islands Alting, verdens ældste rigsdag, første gang i år 930, og der blev holdt Landsting på pladsen helt frem til 1798. Thingvellir er et vigtigt sted i islændingenes bevidsthed, og det var også her, den islandske republik udråbtes 17. juni 1944.

Det er muligt at bruge mange timer på at vandre i det smukke område, men besøg i hvert fald den lille kirke nedenfor udsigtplateauet. På kirkegården ligger nogle af Islands største digtere, Jónas Hallgrímsson og Einar Benediktsson, begravet.

Geysir

Der er skilte hele vejen fra Tingvallir og op til det geotermiske Geysir-område, der imponerer med sine varme kilder og Islands mest aktive gejser, Strokkur. Det er gejseren, Geysir, der har givet navn til området og til selve naturfænomenet, men aktiviteten i denne har fra 1916 ligget stille – indtil år 2000, hvor den begyndte at springe igen, dog med lange intervaller.

I dag er det gejseren Strokkur, der hvert femte minut sender en kaskade af vand op mod himlen. Det er et imponerende syn, men mindst lige så imponerende er området i sig selv, med de dampende kilder og og den stærke lugt af svovl, hvor man virkelig får en fornemmelse af naturens kræfter.

Gullfoss

Længere oppe ad vejen ligger det majestætiske vandfald, Gullfoss. Vandfaldet er delt i to; det øvre med et fald på 11 meter og det nedre med et fald på 21 meter. Fra parkeringspladsen fører en lille sti rundt langs kanten hen til udsigtsplatformen, hvor du kan komme helt tæt på de vældige vandmasser, der kaster sig ned i ravinen. Hold godt fast på børn, skrøbelige damer og andet løsøre!

Fra Gullfoss er der i godt vejr også udsigt til den massive gletscher Langjökull. Her skal du dog kun køre op, hvis du har lejet en bil med firhjulstræk. Biler med tohjulstræk må ikke køre på de F-mærkede veje i Island.

Hvad skal du pakke til en tur rundt i The Golden Circle?

Der er langt imellem restauranter og tankstationer på turen, og den mad, du kan købe, er dyr. Medbring gerne en sandwich og lidt vand – og husk at tanke bilen op. Hovedvejene er generelt i god stand, men tjek alligevel, om du har et reservehjul med.

Et par gode sko er nødvendige, men det behøver ikke at være dyre vandrestøvler. Klipperne ved Gullfoss er glatte, så et par almindelige gummisko kan dog ikke anbefales som fodtøj.

Medbring også en god portion tålmodighed på turen. Der er rigtig mange turister ved de forskellige seværdigheder, og ikke alle nationaliteter har forstået det med pli og køkultur.

I de fleste souvenirbutikker i Reykjavik, kan der købes et kort med alle attraktionerne på turen. Skulle du glemme at medbringe et oversigtskort, kan du bare køre efter alle de andre små, hvide Chevrolet’er, fyldt med turister der skal samme vej som dig.

God tur!


Find et godt hotel i Reykjavik

Uanset om du skal på ferie i Reykjavik eller bare vil besøge byen på en kort weekendtur, så er der mange dejlige hoteller i byen, hvor du kan bo godt. Her kommer et par anbefalinger til gode hoteller i Reykjavik, der alle kan bookes igennem Hotels.com:

Luksushotel i Reykjavik: Black Pearl Luxury Apartments

Den blanksorte glasfacade spejler nordlyset og giver et vink om, hvad du kan forvente et af byens mest luksuriøse hoteller, Black Pearl Luxury Apartments. Hotellet byder både på 16 lejligheder, fordelt på standardværelser, suiter og penthouselejligheder. Alle er smagfuldt indrettet i den lyse, skandinaviske stil og indrettet med køkken. Her er al den luksus, du kan ønske dig – men plads til at arbejde og mulighed for at lave dig en kop kaffe, når du har lyst!

Hotellet ligger lige ved havnen og kun få minutters gang fra de bedste restauranter og barer. Fra Black Pearl kører du direkte ud på ringvejen, der fører dig ud af byen.

Læs mere her: Black Pearl Luxury Apartments

Godt til prisen: Storm Hotel

Allerede tidligt fra morgenstunden er der trængsel ved buffeten, der serverer god, men basal morgenmad – kaffe, brød, pålæg, havregrød og kager. De turister, der bor på Storm Hotel skal alle ud på og se noget, og store busser forlader hele morgenen området udenfor hotellet.

Beliggenheden lidt uden for centrum ved en af de store hovedveje er godt for dig, der gerne vil ud og se noget på Island. Også for gæster, der skal ind i Reykjavik, er hotellet fint placeret. Det ligger cirka et kvarters gang fra bymidten, for enden af den lange gågade. Med paraply eller regnfrakke kan du sagtens gå frem og tilbage.

Læs mere her: Storm Hotel

Bo billigt i Reykjavik: KEX Hostel

I den gamle kiksefabrik, som nu huser det hippe KEX Hostel, er der liv og glade dage. På vandrehjemmet møder du fortrinsvis unge mennesker, for hvem en seng og godt selskab er alt rigeligt. På KEX Hostel kan du vælge at sove i køjeseng på sovesal eller booke dit eget private værelse. Uanset hvordan du vælger at sove, er der adgang til det hyggelige loungeområde – og baren, hvor der er fyldt om aftenen! En dejlig overnatningsmulighed for dig, der gerne vil møde andre unge mennesker!

Læs mere her: KEX Hostel

Se flere gode hoteller i Reykjavik her på Hotels.com!

Hvordan kommer du til Island?

Det tager lidt over 3 timer at komme med fly fra København til Reykjavik, Island. Du kan bruge momondo til at søge efter billige flybilletter til Island. Her kan du også vælge at søge efter pakkerejser med både fly og hotel. Prøv at skifte imellem forskellige datoer for at finde den laveste pris. Husk også at vælge mellemlandinger fra, hvis du gerne vil flyve direkte.

Se flere artikler om rejser her...

« Dametaske-BINGO
De 10 bedste danse-med hits »