Polterabend for en brud med børn Slået op i: Polterabend – Emner: Planlægning, Polterabend
Sådan holder du en polterabend for en brud, der har børn
Har bruden små eller store børn, eller er hun gravid, er der være særlige hensyn, som I bliver nødt til at tage med i planlægningen. Polterabenden behøver ikke at blive mindre festlig af den grund, heller ikke selv om bruden ikke kan eller vil drikke alkohol. Det er ikke mængden af alkohol, der afgør, om det bliver en god polterabend, og I kan nemt sørge for, at der er et udvalg af alkoholfrie drinks til hende.
Frem for at blive frustrerede over, at I ikke kan planlægge en polterabend, som I plejer at holde den, så slip fantasien løs og find alternativer, der vil glæde bruden. Og man kan i øvrigt sagtens danse, lave fjollede selskabslege og snakke til den lyse morgen – også selv om der er en ekstra lille gæst med til polterabenden.
SE ALLE DE SJOVE SPIL OG LEGE TIL POLTERABEND – KLIK HER!
Polterabend for en gravid brud
Er bruden gravid, skal hendes polterabend selvfølgelig planlægges, så hun ikke er tvunget til at prøve aktiviteter, der bringer hendes ufødte barns liv i fare. Find i stedet på alternativer: selvfølgelig skal hun ikke kastes ud fra et fly med faldskærm, invitér hende i stedet til en tur i pariserhjulet.
P.S. Imens nogle gravide kvinder lever livet fuldstændig som før og kan alt, så kan der være andre, hvor graviditeten påvirker deres liv meget. Kvalme, hævede fødder og en udpræget trang til at få en middagslur er noget, I kan være tvunget til at tage med i planlægningen, hvis bruden skal have en god dag. Spørg ind til, hvor meget hun orker og gem den vilde bytur, til hun er færdig med at amme. Hun får helt sikkert brug for den!
Se også: 12 sjove spil & lege til polterabend
Polterabend for en brud med baby
Har bruden en baby, som stadig bliver ammet, er det ikke sikkert, at hun har lyst til at deltage i en polterabend, hvor hun skal være væk fra sit barn. Planlæg en dag hvor bruden kan tage babyen med, for eksempel en picnic. Spørg også gerne hos gommen eller bedstemødrene, om de har mulighed for at give flaske noget af dagen. Indlæg også pauser, så hun eventuelt kan malke ud, hvis det er nødvendigt.
Polterabend for en brud, der har små børn
Er der små børn, skal I sørge for, at der er aftalt pasning, eventuelt med gommen eller andre, og også gerne op ad næste formiddag. Børn, der ikke bliver ammet, deltager normalt ikke i en polterabend. Hvis bruden insisterer på, at hun ikke vil være væk fra sit barn, er det som arrangør okay at blive lidt skuffet. Men hvor meget I end gerne ville give hende en polterabend med masser af sjove voksen-oplevelser, så bliver I nødt til at æde den. Bruden skal have det, hun vil have.
Man kan sagtens mene, at det ikke er sundt at være så knyttet til sit barn, at man ikke kan være væk fra det bare én eftermiddag, men hvis I vil bevare det gode venindeforhold, så er det en snak, der skal tages en anden dag. Planlæg i stedet en polterabend hjemme hos bruden, hvor barnet er i trygge rammer.
Hvis andre vil have børn med til en polterabend
Er der andre gæster, som i sidste øjeblik lige sender en besked om, at de desværre ikke kan få passet lille Balthazar, og han derfor kommer med til polterabenden, er det helt korrekt at svare, at han ikke er velkommen. En polterabend er brudens dag, og det er hende, der skal være i centrum. Ikke Balthazar og hans nye pistol med 33 lyde.
Læs alle artikler om polterabend...