Hvad spiser man til julefrokosten? Slået op i: Jul – Emner: Jul, Julefrokost, Mad
Hvad er der tradition for at spise til julefrokosten?
Julefrokosten er, ligesom julen, indbegrebet af tradition. Hvor du resten af året kan imponere middagsgæster med din opfindsomhed, så er det noget andet til den traditionelle julefrokost. Her forventer folk, at tingene smager, som deres mor lavede dem. Med andre ord: ingen timian i æbleflæsken. Til julefrokosten skal alt være, som det altid har været!
Herunder finder du mange forslag til de retter, som plejer at stå på bordet til en julefrokost. Det varierer dog fra egn til egn, hvilke traditionelle retter, der bare skal være på bordet, før det er en rigtig julefrokost. Derfor er en sammenskuds-julefrokost også en rigtig god ide. På den måde kan gæsterne selv tage det med, som de synes hører sig til, hvis julefrokosten skal være helt rigtig.
Hvis du ønsker at lave en moderne julefrokost med nye retter, så læg en forsigtig føler ud blandt gæsterne. Kun hvis alle ønsker det, kan du servere helt nye retter, der er inspireret af de traditionelle. Ønsker du selv at præsentere nye ting, så kan du sætte en enkelt ret eller to på bordet, der ikke normalt bliver serveret til en julefrokost.
Hvad skal serveres først til julefrokost?
Julefrokosten er delt i fire forskellige dele: Først serveres fisken, derpå de kolde retter. Bagefter kommer de lune retter ind. Serveres der på buffet, sætter du op i samme rækkefølge: fisk, koldt og varmt. Efter maden, og gerne med en lille pause, kommer så desserten.
Hvor meget mad skal du beregne til julefrokosten?
Antallet af retter og mængden af mad, afhænger af antallet af gæster og deres køn. Kvinder spiser typisk 2-3 stykker brød, mens granvoksne mænd godt kan nå 3-4 stykker, nogle gange 5. Dertil kommer desserten.
Af retterne nedenfor kan du typisk vælge 2-3 fra hver gruppe, gerne lidt flere af de lune, som gæsterne plejer at foretrække. Skal du vælge noget fra, så skal det være fra de kolde retter: Spegepølse kan man altid få, mens det er sjældent, at man laver mørbradbøffer og tarteletter til sig selv. Sammensæt en julefrokostmenu ud fra devisen: Hellere lidt, men godt. I stedet for at bruge kræfter på at lave 20 forskellige retter, så vælg færre, men med gode råvarer.
Husk brød, smør og fedt. Af rugbrød kan du vælge at servere både med og uden kerner, men husk at mange foretrækker lyst brød til f.eks. laks og leverpostej.
Fiskeretter
- Sild: hvide, røde eller stegte sild med rå løg, æg og karrysalat eller karrysild
- Æg, rejer og mayonnaise og citron
- Røget laks med røræg, asparges og dild
- Røget ål med røræg
- Fiskefileter med remoulade og citron
- Tunmousse
- Gravad laks med rævesauce (dild-dressing)
De kolde retter
- Spegepølse med remoulade og ristede løg
- Rullepølse med rå løg og sky
- Roastbeef med remoulade, ristede løg og peberrod
- Sylte med sennep og rødbeder
- Skinke og italiensk salat
De lune retter
- Æbleflæsk med flæsk eller bacon
- And med rødkål
- Tarteletter med høns i asparges
- Ribbensteg eller flæskesteg med rødkål eller surt, f.eks. asier
- Hamburgerryg med brunkartofler og grønlangkål
- Lun leverpostej med bacon, champignoner og rødbeder
- Frikadeller med rødkål
- Mørbradbøffer med med bløde løg og svampe á la creme
- Medister med rødkål
- Blodpølse med sirup
Dessert
- Ostebord med kiks, lyst brød og vindruer
- Ris á la mande med kirsebærsauce
- Frugtsalat med chokoladestykker
- Fad med småkager, konfekt, frugt og nødder
- Evt. kaffe og evt. en likør eller portvin
Drikkevarer
Ved sammenskuds-julefrokoster kan gæsterne selv tage det med, de ønsker at drikke til maden. Står du selv for hele arrangementet, kan du sætte følgende på bordet:
- Øl, både pilsner og specialøl
- Vin, rød eller hvidvin
- Snaps
- Likør eller portvin
- Sodavand
- Vand
Øl hører sig normalt til en julefrokost, men nogle kan ønske at drikke vin til. Du behøver ikke at sætte vinglas ved alle kuverter, men du kan stille en flaske vin og et par glas på bordet, så kan gæsterne selv forsyne sig.
Inden maden kan du servere en lille velkomstdrink, f.eks. et glas bobler.
Borddækning – sådan dækker du op til julefrokosten
På bordet skal der selvfølgelig dækkes med en smuk juledug. Ved hver kuvert dækkes der op med middagstallerken, en mellemlægsserviet og en fisketallerken. Øverst står en smukt foldet serviet eller en servietring med julemotiv. Over tallerkenerne placeres et øl- eller vinglas, snapseglas og evt. et vandglas. Ved kuverten lægger du ét sæt bestik, som gæsterne beholder under hele julefrokosten samt evt. en teske til dessert.
Pynt også gerne bordet festligt op, med grangrene, julekugler og knallerter.
Når fisken er spist, samles fisketallerkenerne ind, og de kolde og lune retter spises af middagstallerkenerne. Inden desserten samles middagstallerkener og bestik ind, og der sættes en desserttallerken ved hver kuvert samt evt. en kaffekop og et likørglas.
Spil med i den sjove julequiz – for hele familien!
Det bliver en rigtig hyggelig jul med den sjove julequiz! Den Store Julequiz har masser af underholdende spørgsmål om julens traditioner – og morsomme aktiviteter, hvor der skal tegnes, hoppes og synges. Hvilket hold får flest point og vinder quizzen? Køb den her: Den Store Julequiz 1 – for hele familien
Læs alle de andre artikler om jul...