Sådan laver du en hurtig adventskrans Slået op i: Jul – Emner: , , , , ,

Sådan laver du en hurtig adventskrans

Første søndag i advent nærmer sig, og selvfølgelig skal der tændes lys i den hyggelige adventskrans. Det er dog ikke alle, der er begavet med det særlige talent lige at kunne svinge syv tilfældige grangrene rundt til den smukkeste adventskrans.

Heldigvis findes der alternativer til ståltråd, kristtorn og talrige bandeord, for du kan nemt og hurtigt lave den smukkeste adventsdekoration uden det store kørekort i kransebinding!

Men først lidt om den hyggelige adventstradition med at tænde fire lys:

Hvad betyder advent og hvorfor fejrer vi det?

Advent er en samlet betegnelse for de sidste fire søndage inden jul. Ordet er en omskrivning af det latinske “Adventus Domini”, som betyder “Herrens komme”, hvilket henviser til Jesu fødsel. Adventstiden ment som en slags ventetid, hvor man indstiller sig på et af årets største kristne fester. Selv om man ikke skulle tro det, når man ser på den måde, vi fejrer julen på, så er påsken med Jesu Genopstandelse stadig den vigtigste højtid indenfor den kristne tro.

Første søndag i advent er begyndelsen på det nye kirkeår. Derfor er salmen “Vær velkommen, Herrens år” også et fast indslag i de fleste gudstjenester første søndag i advent.

Julen er også lysenes fest

Den måde, som advent fejres på i dag, hvor vi tænder 4 lys i adventskransen er et relativt nyt fænomen. Skikken med at sætte lysene på en krans stammer fra Tyskland og spredte sig til Sønderjylland under 1. Verdenskrig. Adventskransen, som vi kender den i dag, blev dog først rigtig populær i de danske hjem under besættelsen. Her blev lysene et symbol på håb og frihed.

Traditionen med at tænde lys i den mørke tid går dog helt tilbage til før, vi blev kristne. Dengang fejrede man jól, en lysets fest, der markerede, at lyset langsomt vendte tilbage. Vintersolhverv, årets korteste dag, falder ofte på den 21. december, og det kan måske forklare, hvorfor den nordiske jólefest smeltede sammen med fejringen af Jesu fødsel. Sikkert er det i hvert fald, at lyset altid har haft en særlig betydning i årets mørkeste tid.

Gode ideer til en hurtig adventskrans

En adventskrans kan se ud på mange måder, men de fire lys er altid et fast element. Med et smukt fad kan du lave den helt simple version med fire bloklys eller anskaffe en adventsstage med plads til fire lys.

På en lang gåtur i skoven kan du også finde små og store grankogler, mos og flotte bær, der kan pynte fint i en adventskrans. Eller lav en simpel og spiselig juledekoration, hvor du pynter din juledekoration med nødder og slik. Til det formål er de smukke bakker og lysestager med plads til masser af søde sager et skønt alternativ til den klassiske adventskrans.

Lav adventskransen af ting, du allerede har derhjemme

Adventskransen kan også sagtens sammensættes af noget, du allerede har i huset. Du kan vælge at lave den helt simple version med hvide lys i fire lysestager uden yderligere pynt eller dekorere med flettede stjerner, julekugler eller en lille Bambi.

En sød og utraditionel adventskalender

Er du kommet alt for sent i gang med adventskransen, kan du hurtigt printe og samle de fire julehuse i den smukke og utradtionelle adventskalender. Julehusene er nummereret med tallene 1-4, og indeni kan du placere et LED-fyrfadslys. 

Skabelonerne til den fine adventsdekoration kan hurtigt printes ud på almindeligt A4-papir, og det er et hyggeligt lille krea-projekt at skære julehusene ud og samle dem. Julehusene pynter smukt i vinduet, og på hverdage kan du bare vende husene, så tallene er skjult og lade lyset stråle ud fra de små vinduer.

Tæl ned til jul med de søde adventshuse, der lyser op hver søndag i hele december! Læs mere her: Adventskalender med 4 julehuse – 29,95 kr.

Læs alle de andre artikler om jul...