Tapas – hvad skal du servere? Slået op i: Fest – Emner: Mad, Tapas, Tapasaften, Tøsemiddag, Venindeaften
Gode ideer til tapas
Én tapa – flere tapas. Ja, hvad skal du egentlig servere til en tapasaften, og hvor meget skal du beregne pr. person? Her får du gode ideer til små lækre tapas, som du kan servere som en hurtig snack til et godt glas vin i solen eller lade det være et helt måltid med mange miniretter.
Tapas behøver dog ikke at være en kompliceret affære. Her får du ideer til den helt enkle tapas, som du hurtigt kan anrette på et stort tapasbræt eller i små, rustikke skåle. Der er også forslag til små tapasretter, som stadigvæk er holdt i tradition, som er intentionen med tapas: simpelt og med masser af smag!
Hvor stammer tapas fra?
Tapa betyder top på spansk, og det var da også som en top, at de små delikatesser var tænkt fra starten. I gamle dage blev et lille “låg” af en skive brød eller et stykke skinke serveret som top på sherryglasset for at beskytte de gyldne dråber mod insekter. Fra Andalusien, hvor traditionen startede, bredte den sig snart til resten af Spanien. Det lille låg blev til små kolde og varme retter, der løbende serveres ved bordet.
I Spanien serveres aftensmaden tidligst klokken 21, og spanierne bruger derfor tiden fornuftigt med tapas-hopping, hvor de går fra bar til bar, drikker vin og spiser tapas. De fleste turister, der har været i Spanien, ved dog, at klokken konstant er to minutter i tapas, og at der altid er plads til en lille snack, måske bare noget så simpelt som en skål oliven.
Tapas til 2
Tapas kan være mange forskellige små retter, men har du travlt, kan du hurtigt anrette et koldt tapasbræt. En anretning til to personer kan for eksempel bestå af:
- Sortfodsskinke og / eller Serranoskinke
- Salami og / eller chorizo
- En god Manchego-ost
- Oliven
- Soltørrende tomater
- Store kapersbær eller saltede nødder
- Aioli eller bare olivenolie
- Lækkert brød
Beregn et par skiver skinke, salami og ost til hver.
Nemme, varme tapas
Et par varme tapas, der er hurtige og nemme at lave, kunne være nogle af de helt klassiske retter:
- Albóndigas: små kødboller serveret med en spicy tomatsauce
- Calamares: Panerede og friturestegte blæksprutteringe
- Tortillas: Små omeletter med skaldyr eller grøntsager
- Croquettas: små kroketter med fyld af gris, ost eller svampe
- Montaditos: små kuvertbrød med ost og skinke, der lige har været en tur i paninigrillen
- Gambas: rejer stegt med chili
- Pimientos de Padrón: små friturestegte peberfrugter
- Patatas bravas: Små kartofler stegt i masser af olie med tomatsovs eller mojo til
- Pinchos: små skiver brød med lækkert fyld, for eksempel ansjos, soltørrede tomater og ost eller et stykke gedeost
Hvor meget tapas skal du beregne pr. person?
Serverer du også kolde tapas, så spiser dine gæster noget mindre af de varme anretninger, end du lige tror. Beregn cirka derfor 3 små skåle, anretninger eller portioner pr. person. Er det kun en lille snack, du har inviteret til, så beregn cirka 3 håndfulde mad pr. person.
Spiser man tapas på den spanske måde, kan det sagtens være noget der gerne tager hele aftenen. Vinen flyder, og når fadene er tomme, kommer nye retter på bordet. Tapas serveres på store fade eller brætter, og alle rækker ind over hinanden på kryds og tværs. Gæsterne har faktisk også deres egen lille tallerken, men den er kun til at lægge gaflen af på, når begge hænder skal tages i brug for at gestikulere. Til sådan en aften kan du sagtens servere 6-8 anretninger eller håndfulde pr. person.
Velbekomme!
Få flere gode ideer til fester og gæster her...