Picnickurv – hvad skal du pakke? Slået op i: Fest – Emner: Frokost i det grønne, Mad, Madkurv, Picnic, Picnic-kurv, Skovtur, Sommer
Hvad skal du pakke til en picnic?
Skal du på picnic eller skovtur, skal der selvfølgelig en lille picnickurv med! Men hvad skal du putte i madkurven? Her får du gode ideer og masser af inspiration til, hvad du kan putte i din picnickurv. Så find din største kurv frem og invitér vennerne med på picnic!
På tur med madkurven
Til en frokost i det grønne hører selvfølgelig også en dejlig picnickurv. Uanset hvem du skal holde picnic med, om det er veninden, kæresten eller glade børn, kræver en picnickurv lidt omtanke, så du hverken får pakket for meget eller for lidt. Selv om man er tilbøjelig til at spise mere i det fri, så skal du ikke pakke mere, end I kan bære – og spise!
Allervigtigst er det, at både mad og drikke er lige til at gå til. Pak gerne små hapsere, der kan spises med fingrene og glem alt om cocktails, der skal shakes. Når det er sagt, så behøver det ikke kun at være kedelige sandwich og dåsesodavand, for en picnic kan sagtens være fyldt med gode madoplevelser.
Pak gerne maden i små beholdere eller portionsanret det i glas eller bægre. Husk også små, lette skåle eller tallerkener til at anrette maden på. Og så selvfølgelig tallerkner, bestik og servietter til alle gæster.
Ideer til mad i din picnickurv
Indholdet i en picnickurv kan varieres i det uendelige, men det må gerne være noget, der er nemt at spise i det fri, for eksempel:
- Pizzasnegle
- Pirogger
- Samosas
- Pølsehorn
- Små sandwich – gerne med smørbart fyld, der ikke falder ud
- Kød- eller grøntsags-spyd
- Ost og skinke
- Små brød med indbagt spinat og feta
- Frikadeller og kartoffelsalat
- Wraps eller pitabrød
- Majskolber
- Mini-tærter
- Grøntsagstænger med dip
- Frugt i mindre stykker
Til dessert kan du bage muffins, servere cheesecake i små glas eller byde på friskbagte småkager fra kagedåsen.
Ideer til drikkevarer til en picnic
Det er selvfølgelig oplagt at tage øl, sodavand eller vin med på en picnic. Husk også glas, der passer til – men som ikke kan gå i stykker. Skal I drikke vin eller bobler, så medbring gerne plasticglas med stilk. Flasker pakket ind i våde aviser holder sig i øvrigt kolde længe.
Endnu bedre er det, hvis du kan byde dine picnic-gæster på noget, de slet ikke har smagt før. Lav gerne et stort batch iste, evt. en gang iste med alkohol. Sangria er også nem at forberede hjemmefra og hælde på en stor flaske. Skal du have Mojito med på turen, kan du lave et miks hjemmefra med lime, rørsukker og rom – og så lige toppe op med danskvand og mynteblade, når I sidder dér på tæppet.
Til dessert eller kagen kan du medbringe den traditionelle termokande-kaffe, men du kan også pakke en færdigblandet og afkølet iskaffe, som du får opskrifterne på her 5 lækre opskrifter på iskaffe.
Husk også…
Noget at sidde på, for eksempel et tæppe, hvor maden også kan bredes ud. Har du et tæppe med en vandtæt bagside eller med folie på den ene side, så pak det endelig! Er der plads i bilen eller på cyklen, så pak også en (oppustelig) pude eller to, så I kan slå mave efter maden.
Efter en lille lur, kan det være, at der er stemning for et lille spil. Lad være med at pakke et kortspil, selv den mindste brise vil få kortene til at flyve væk. Og lad også kroketkøllerne og andre tunge spil blive hjemme. Pak i stedet et af de sjove sæt med samtalekort og stil hinanden spørgsmål på skift. Trænger I til at røre jer lidt, så fylder en frisbee kun lidt i tasken. Og det gør ikke noget, at du er dårlig til at gribe – det er sjovt alligevel!