Tag på en hyggelig vinter-picnic Slået op i: Fest – Emner: Efterår, Mad, Madkurv, Picnic, Picnic-kurv, Skovtur, Vinter
Planlæg en skøn vinter-picnic!
Picnic behøver ikke kun at være noget, man tager på om sommeren. En frostklar vinterdag er lige så velegnet til en frokost i det grønne – eller hvide – men det kræver lidt mere planlægning! For det første gælder det om at kunne holde varmen, og her hjælper det både med tæpper og varme drikke. Men hvad skal du ellers pakke til en vinter-picnic? Få inspiration her!
Forberedelse til en picnic – i minusgrader
Selv om det er koldt, er det stadigvæk skønt at være ude i naturen. Og der er mange ting, man kan lave udendørs på den kolde årstid: i december skal der samles pynt til adventskrans og hentes juletræ, og i januar er der måske noget julesul, der skal motioneres væk.
Måske er vi endda så heldige, at vi i år får både sne til en skitur og is på søerne, så skøjterne kan blive luftet. Og ellers er det bare altid rart med en stille og rolig travetur igennem skoven, når alt er tyst.
På tur med madkurven
Skal du på picnic, skovtur eller vandretur om vinteren, skal der selvfølgelig også en lille picnickurv med! Men hvad skal du putte i madkurven? Uanset hvem der skal med på turen med, om det er veninden, kæresten eller glade børn, kræver en picnickurv lidt omtanke, især på kolde dage!
Allervigtigst er det, at både mad og drikke er lige til at gå til. Pak gerne små hapsere, der kan spises med vinterfrosne fingre og glem alt om at smøre madder, når I står der i sneen. Det hele skal være lige til at gå til. Pak gerne maden i små beholdere eller portionsanret det i bægre.
Ideer til mad i din picnickurv
Indholdet i en picnickurv kan varieres i det uendelige, men det må gerne være noget, der er nemt og hurtigt at spise i det fri, så I ikke skal sidde stille for længe. Det kan for eksempel være:
- Små flæskestegssandwiches eller andet fyld
- Frikadeller eller stykker af medisterpølse
- Pizzasnegle og pølsehorn
- Suppe i termoflaske
- Varme pølser – også en i termoflaske med kogende vand
Til dessert kan du bage muffins, servere risalamande i små bægre eller byde på friskbagte vaniljekranse fra kagedåsen.
Ideer til drikkevarer til en vinterpicnic
Det er en selvfølge at tage noget varmt at drikke med ud på en vandretur, hvor temperaturen er under frysepunktet. Kaffe, te og kakao er oplagt – og husk kopper, der ikke kan gå i stykker. Medbring også gerne skumfiduser til den varme kakao.
Du kan opbevare de varme drikkevarer i termoflasker – eller tage et lille primusapparat med og servere skoldhed kaffe lige fra flammerne. Er I et voksent selskab, så tag også gerne én lille en med til at lune sig på. Du finder de mange opskrifter på en tipsy kaffe her: Kaffe med alkohol – få de lækre opskrifter!
Husk også…
- Varmt tøj til alle: huer, handsker, halstørklæder, to par sokker og lange, uldne underbukser!
- Noget at sidde på, for eksempel et tæppe, hvor maden også kan bredes ud. Har du et tæppe med en vandtæt bagside eller med folie på den ene side, så pak det endelig!
- En taske med kikkert til vinterfuglene, lommetørklæder, affaldspose og vådservietter.
En sjov quiz til en hyggelig jul
Efter en lang tur i skoven, er det rart at komme hjem og få varmen. Når folk har hvilet benene, er der måske stemning for et lille spil. I Den Store Julequiz er der masser af underholdende spørgsmål om julens traditioner – og morsomme aktiviteter, hvor der skal tegnes, hoppes og synges. Hvilket hold får flest point og vinder quizzen?
Find den sjove quiz her: Den Store Julequiz 1 – for hele familien
Læs alle de andre artikler om jul...